Nyhedsbreve


Nyhedsbreve

05-10-2026

Guldager Highland Cattle News - Oktober 2025

Der sker som sædvanligt så meget, og der er så meget at berette. 

 

Åbningstider i butikken:

Butikken har åbent hver torsdag 10.00-17.00 og fredag 10.00-16.00 på Tarp Byvej 6F.

 

Leveringsture i september:

Vi kommer rundt i Jylland næste gang søndag d. 11/10 og søndag d. 25/10.

Vi kommer til Sjælland næste gang søndag d. 18/10 og søndag d. 1/11.

Fyn bliver lidt ad hoc, når der er samlet ordrer sammen. Men et godt bud kunne være mandag d. 12/10

Vi pakker ordren i den sekvens, som de kommer ind. Dvs. hvis man bestiller i god tid, jo bedre er ens chancer for, at vi kan levere det hele.

 

Nye produkter i slagteriet:

Dennis har fremtryllet 2 nye varianter spegepølser: 1 med 3 slags oliven og en lidt spicy med pecan nødder. De er dog først klar om 14 dage, og kan kun købes i butikken.

 

Fødevarekontrol:

Vi havde fødevarekontrol torsdag d. 1/10 på slagteriet. Heldigvis var der intet at komme efter. Så vi fik endnu en glad smiley til samlingen.  

 

Hundemad:

Når vi parterer slagtekroppe, skærer vi mørker kanter af. Dette fraskær hakker vi for sig, og det bliver vakuumpakket og solgt som hundemad i 1 kg´s poser. Det kan nu købes i butikken og på webshoppen til 25 kr/kg. Så hvis du vil forkæle din hund, så er her muligheden. Vi har, hvad vi har, og det er ”først til mølle princippet”, der gælder.

 

Givskud høstmarked:

D. 26-27/9 deltog vi i Givskud høstmarked. Vejret var perfekt, og der kom rigtig mange besøgende den weekend. Vi grillede pølser og det gik som varmt brød (til). Vi stod lige ved siden af Jelling bryghus igen i år, og det har sine fordele. Jelling Bryghus laver noget fantastisk øl, og kan varmt anbefales. De laver blandt andet en pilsner øl kaldet Gnybel, som sidst på dagen blev til Gnøfffell.

 

Ænder/gæs kommer snart til salg:

Der kan snart igen købes økologiske ænder og gæs fra Anders Juleand. Anders har lovet os et mindre parti, så ”først til mølle princippet” gælder også her. Det er økologiske moskusænder, som har gået på græs, og har haft deres egen lille sø at snadre i. Der er store ænder (3,5-4,0 kg) og små ænder (1,5-2,0 kg). Prisen er 170 kr/kg. Gæs vejer ca. 3,7-5,0 kg og koster 175 kr/kg.  

 

Der er igen dyr på Randbøl hede:

I foråret havde vi dyr gående på Randbøl hede, men efter gentagne ulveangreb, måtte vi flytte alle vores dyr, inden det gik helt galt. Dyrene har sommeren igennem gået foran diget nede ved Ribe ud mod Vadehavet. Nu er de tilbage på Randbøl hede, større og stærkere end før. Desuden er det ligesom om ulveangrebene omkring Randbøl er aftaget i styrke. Man kan selvfølgelig kun gisne om hvorfor. Enten er de vandret som mod syd, nord, øst eller vest. Der kan næsten ikke være andre muligheder.

 

Nyt areal til Guldager Highland Cattle:

Vi har fået et nyt lille areal ved Tistrup gennem Hedeselskabet. Arealet ligger smukt op mod en stor skov og har sin egen lille skovsø på arealet. Vi glæder os til samarbejdet.

 

Dyr fra øverste hylde er landet hos Guldager:

Vi har købt de sidste dyr fra en meget, meget, meget dygtig avler, som desværre går på pension pga. alder. Dyrene vil indgå i vores besætning. Planen er, at vi laver en state of the art besætning i vores besætning, hvor der kun går absolut topdyr. Vi skal nok passe rigtig godt på dine smukke dyr Mogens.

 

Nye afgifter = nye regninger:

Vi har lige fået 3 nye regninger fra Fødevarestyrelsen:

Der skal betales et årsgebyr pr. kvæg på 16,93 kr/dyr

Der skal betales afgift til finansiering af VetStat på 0,26 kr/dyr

Der skal betales en Dyrevelfærdskontrol afgift på 4070 kr pr. besætning over 40 dyr.

Så kommer der snart en regning igen fra Landbrugsstyrelsen til Planteafgiftsfonden på 30 kr/ha, på de arealer, hvor man har søgt grundbetaling.

 

Areal kontrol:

I sidste nyhedsbrev nævnte jeg, at Guldager Highland Cattle igen var udtaget til areal kontrol. Nu er dommen kommet. Efter 3 ugers arbejde ude i marken fandt Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) afvigelser på 0,12 hektar, hvilket betyder, vi skal betale ca. 312 kr tilbage (det brugte man så lige 75.000 kr i lønninger til kontrallanter på).  

 

Vedtagelse af L5, reduktion af kvælstofudledning (kopieret 100 % fra Anders Stenild på Facebook):

Det bliver sgu spændende at se, hvad der sker i dansk landbrug, når det går op for dem, hvad der faktisk er vedtaget.

Mindre kvælstof.

Sprøjteforbud.

Flere restriktioner på svineproduktionen.

Og så en CO₂-afgift på husdyr.

Danmark går endnu en gang foran resten af verden.

Det lyder jo flot.

Men på et tidspunkt må man vel stille det helt simple spørgsmål:

Hvor meget kan man presse dansk landbrug, før produktionen bare flytter til et andet land?

For køerne forsvinder jo ikke.

Svinene forsvinder ikke.

Og behovet for mad forsvinder heller ikke.

Det eneste, der kan flytte, er produktionen.

Men pyt.

Så kan vi jo importere varerne bagefter og klappe os selv på skulderen over, hvor grønne vi er.

For hvis løsningen på dansk landbrugs CO₂-udledning er at lukke produktionen og købe maden i udlandet, så har vi ikke løst problemet. Vi har bare flyttet det ud af syne.

Og den dag regningen kommer, er det nok ikke politikerne, der betaler den.

Det bliver os alle sammen.

 

Hjælp til vinterafgræsning:

D. 25/9 lavede Guldager Highland Cattle et opslag på facebook, da vi manglede hjælp til at få plads til vores smukke dyr om vinteren. Esbjerg kommunes biologer, mener stadig at vinterfodring er noget fanden har skabt, hvilket har betydet, at vi ikke længere har plads til vores dyr om vinteren på Esbjerg kommunes arealer. Opslaget kom der rigtig meget god feedback på. Vil gerne takke for alt jeres hjælp og gode forslag/hints. Det er meget værdsat, og vi er tættere på at have løst vores lille udfordring. Vi er dog stadig ikke helt i mål. Så hvis man kender nogen, som har plads til nogen af de smukkeste kreaturer i verden, så sig til.

 

Vi ses derude i naturen eller i butikken.

Hilsen

Dennis, Arne, Olivia, Simon, Annemette, Bjarne, Svendsen, Magne, Thomas & Peder

 

PS: No farmers – No food – No future

Alle nyhedsbreve
































































































Bestilling af kød

Det primære for Guldager Highland Cattle I/S er afgræsning/naturpleje, men det hænder vi slagter, hvilket giver noget 1. klasses kød, Du kan bestille kød her

Nyheder

Udbringning af kød

Udbringning af kød

Nyhedsbreve

Guldager Highland Cattle News - Oktober 2025

Tilmeld nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

E-mail adresse